fredag den 25. marts 2011

Have-YAMADORI.

Jeg var på have-yamadori i går med en af mine bonsai-venner - vi havde fået lov til at grave nogle gamle  ligustere op - de stod i en hæk, der var væltet og de var meget gamle. Det tog ikke lang tid at grave dem op, men da vi kom hjem skulle de jo også plantes - og det tog sin tid.
Men se på billederne og vurder - de skal selvfølgelig beskæres meget, men vi har skåret dem meget tilbage allerede.


 Her er så mit resultat - mon ikke jeg kan få noget godt ud af denne 'busk' !
 

Ny ompottede bonsai

 Jeg lovede at sætte billeder ind af mine bonsai efterhånden som jeg fik ompottet dem - nu er nogle af dem her! 
Dette er min Lærk, som har fået en skål at stå i - i stedet for en                 plastikkasse. Det er ikke den perfekte skål, men den kommer når Lærken er klar til at udstille.




Fyr - Pinus sylvestris fra Sverige - er også omplantet i en ny vinkel - jeg er ikke helt sikker på, om det er den rigtige - jeg tror - den skal drejes en lille smule, men det bliver næste gang.

Her er mine Cedere - Cedrus Atlantica - begge hentet på planteskoler, og viderudviklede over nogle år.

mandag den 21. marts 2011

Nu er det forår -

Åh hvor er det skønt - endelig er det her - foråret og med det begynder omplantningen af bonsai. 
I dag har jeg plantet 1 Atlas Ceder - 2 Norske skovfyr og 1 lærk om, rigtig omplantning var nu kun Atlas Cederen, den trængte også til at få noget nyt jord. 
Jeg bruger lige dele AKADAMA - KIROY - BIMS og lidt KANUMA til mine stedsegrønne bonsai, det er en blanding som de trives godt i, fin gennemstrømning, når jeg vander og samtidig afgiver det vandet langsomt. 
De 2 Skovfyr skulle egentlig bare i anden skål og placeres lidt anderledes i skålen. Jeg fjernede dog en hel del gammel jord fra dens oprindelige voksested.
Lærken blev flyttet fra en kasse til en skål - det pyntede rigtig meget, så nu skal de stå i fred og ro i en uge eller to, før de kommer på plads på bænkene.
Jeg lægger billeder ud i morgen.

søndag den 20. marts 2011

Foråret er kommet.

Det hjalp åbenbart at vi holdt den forårsudstilling sidste weekend, for nu er foråret endelig kommet, det har været dejligt lunt i dag. Jeg har stillet mine bonsai ud på bænkene i dag, det er en dejlig fornemmelse at få dem på plads efter vinteren, der har føltes så lang og kold i år.
Nu skal der omplantes og det hele går igang igen - skønt at man igen kan gå ud om morgenen og nusse om bonsaiene uden at man skal være pakket ind i polardresset.
Forårs-udstilling i Aktivitetshuset i Idestrup



Forårsudstilling















Den 12. og 13. Marts holdt vi forårsudstilling i BONSAI NAN KAI.
Det foregik i Aktivitetshuset i Idestrup på Falster.
Der kom rigtig mange interesserede besøgende, hvilket var dejligt.
Det er hårdt arbejde at stille sådan en udstilling op.
Der skal skrives til aviser og radio - laves plakater, der skal bringes ud på strategiske steder, der skal laves mærkesedler til alle træerne.
Alle træerne skal klargøres - snøres eller afsnøres - jordoverfladen skal gøres pæn evt. have en topdressing. Skålene skal renses efter vinteren og olieres så de ser rigtig flotte ud.
Derefter bringer man træer og udstillingsborde frem til stedet, stiller op - og venter på de besøgende og når de så kommer - skal der snakkes og fortælles om træerne og de fleste er flinke til at stille spørgsmål, og således går en weekend hurtigt og så kommer søndag kl. 17.00 og det hele skal tages ned og køres hjem igen.
Som jeg sagde - det er hårdt arbejde - men det er også rigtig dejligt.